Lige nu er vi så langt nord i Rusland som det næsten kan lade sig gøre, dvs den absolut nordligste del af Ural-bjerene og flyvehøjden er på ca. 10000 meter. Hastigheden er 792 km/t, og jeg sidder nu og forsøger at få nedfældet nogle af alle de mange indtryk, som jeg har fået i de sidste dage.

I går var så selve ISO JTC1/SC34-plenary. Det var ret spændende at være der – jeg fik både navneskilt og alt muligt, men der manglede det lille danske flag ved min plads. Jeg må også indrømme, at min forfængelighed bremsede mig i at tage et billede af mig ved ”Denmark”-skiltet – jeg syntes ganske enkelt, at det ville være for pinligt. Jeg nåede dog at gøre mig bemærket, da jeg ved ”turen rundt om bordet” fik fremstammet. ”My name is Jesper Lund Stocholm. I am from Denmark and am also head of delegation”.

Det var ret pudsigt at se, hvordan folk omgikkes hinanden til mødet. Mange af dem har jo kendt hinanden i årtier og har arbejdet med arbejdet i fx SC34 i årevis, så det var lidt som at være ankommet til en genforeningsfest … blot på en anden skole end min egen. Det er jo til disse møder som det altid er, når flere end 5 er samlet – det er Tordenskjolds soldater, der styrer mødet og kommer med kommentarer – resten sidder blot og kigger på (herunder jeg). Jeg fik dog meget fornemmelsen af, at være ”midt i det hele”. Personerne på mødet var fx Patrick Durusau, Martin Bryan, Ken Holman, Alex Brown, Rick Jellife (som jeg nåede at snakke lidt med – super flink fyr), Dave Welch og andre. Jeg savnede Rob Weir, men måske var netop dette møde ikke lige netop noget for ham. Der lå dog et navneskilt og ventede på ham på bordet udenfor lokalet. Til ECMA-mødet mødte jeg også en række interessante personer, herunder Brian Jones, Jean Pauli, Istevan Sebestyen (Generalsekretær for ECMA) og Rex Jaeschke. Det har været nogle utroligt spændende dage, hvor jeg faktisk føler, at vi har formået at påvirke beslutningstagerne en smule i vores retning, og de havde på samme vis mulighed for at fortælle os, om nogle af de ting, der ligger dem nært ved hjerterne. Jeg synes, at det var været turen værd – og jeg glæder mig til at komme til Geneve og mødes med dem igen. 

Lige nu er der ca. 4½ time til vi når Frankfurt, og herefter er der 4 timer, til jeg er i København igen. Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til Monica og også til at få dagsrytmen tilbage igen. Lige nu kører jeg på ”koffein-støttet overløb” og siden jeg stod op lørdag morgen (lokal tid, dvs GMT +9) har jeg sovet fragmenteret i alt max 4 timer. Jeg besluttede mig for ikke at sove på flyet, da jeg kommer hjem søndag aften dansk tid, så jeg tror, at det er bedre, hvis jeg så crasher med et brag i aften. Jeg kunne ikke sove i går, så jeg lå og så japansk fjernsyn hele natten. Det var en ret speciel oplevelse, men jeg kan da nu sige, at jeg har set japansk manga-tegnefilm på japansk og i øvrigt også game-shows og karaokekonkurrencer. Jeg nåede lige nøjagtigt at få to timers søvn. Sammenligner jeg det med antallet af timer før jeg sover igen – dvs 44 timer), så synes det jo ganske latterligt … men jeg er for træt til at grine.

I aftes gik jeg en tur inden vi skulle have noget at spise, og jeg kom forbi et af Kyotos utallige templer, Det var kæmpe stort og jeg fik senere at vide, at det er på UNESCOs liste over bevaringsværdige bygninger. Jeg vil rigtigt gerne tilbage til Kyoto – der er alt for meget, jeg ikke fik set og jeg ville ønske, at jeg havde mere tid. Da jeg i aftes hentede min billet på stationen, var jeg faktisk i rigtigt godt humør – men desværre var jeg jo alene af sted. Næste gang jeg er i Japan bliver det forhåbentligt med ”følge”. 

Lige nu glæder jeg mig bare til at komme hjem … og det kan ikke gå hurtigt nok.